Skip to content Skip to footer

ROOTS AARHUS NYHEDSBREV DECEMBER 2022

Logo
Kære venner af Roots Aarhus
Her følger anden udgave af vores nyhedsbrev, hvor vi vil holde jer ajour med, hvad der rører sig i vores forening, samt hvad I kan se frem til af events i den kommende tid.
Siden sidst
Det er sket en del siden sidste nyhedsbrev:
D. 11. september afholdt vi. i samarbejde med Aarhus Folk Festival, en koncert på Tír na nÓg i Frederiks Allé. Celtic Swing leverede god underholdning i form af velspillet musik krydret med anekdoter om de enkelte sange og tunes. Alt blev leveret med god humor, og vi havde en rigtig dejlig dag. Stor tak til Tír na nÓg for lån af lokale.
Vores samarbejde med Aarhus Folk Festival fungerer upåklageligt – et samarbejde, som vi sætter meget højt. Faktisk sætter vi det så højt, at vores foreningssekretær (Louise) er blevet suppleant til bestyrelsen i Aarhus Folk Festival, og vi vil således fortsat være i meget tæt dialog med foreningen.
Ligeledes i samarbejde med Aarhus Folk Festival afholdte vi en koncert d. 28. september på Fairbar med Van Dassen & Hillbilly Jazzen. Det var en herlig dag, hvor et begejstret publikum kunne opleve et veloplagt band give sig fuldt ud, og hvor der bagefter var god tid til hygge og snak publikum og bandet imellem.
Og så blev det endelig tid til Edgelarks! Vi havde glædet os så meget til d. 5. november, hvor vi kunne give vores medlemmer en ”totaloplevelse” med en workshop efterfulgt af en jamsession inden aftenens koncert. Og Hannah Martin og Philip Henry levede op til alle forventninger! Workshoppen med Henry var inspirerende og nærværende for de der var mødt op, og koncerten var smuk og medrivende.
Og så havde vi besluttet at forsøge os med en amerikansk inspireret jamsession, fordi vi hører fra mange af jer, at det er noget I mangler, ligesom vi selv gør. Så nu var det altså nu. Erfaringerne derfra fortæller os at vi en anden gang ikke skal lægge en jamsession før en koncert, fordi det da er for hektisk med forberedelse osv. Til gengæld var vi virkelig glade for at se hvor mange I faktisk mødte op for at spille sammen! Der blev spillet helt til koncertstart, og med den opbakning er det klart, at vi skal have mere af den slags. Mere om det længere nede 😉
Nye samarbejder
Vi har fået et samarbejde op at stå med Teater Refleksion. Teater Refleksion er et animations- og dukketeater som ligger på Frederiksgade i Jyllandsgaarden. Det er lige ved siden af FO’s lokaler og Maritza-salen, som vi plejer at være i. Teater Refleksion har nogle fine stemningsfulde lokaler som vi må få lov til at afholde koncert i, når det kan lade sig gøre, og det er vi meget glade for.
Desuden har vi nu et mere etableret samarbejde med Gyngen og FO-Aarhus, når vi holder koncerter i Maritzasalen. Vi fik hjælp og støtte til vores arrangement med Edgelarks og til vores koncert med Turf Rollers 14/1 ´23 kan vi bl.a. benytte os af deres kæmpe netværk, som jo er lige det, vi har brug for.
Siden sidst er der desværre også sket det, at vi har fået afslag på vores ansøgning om honorarstøtte fra Aarhus Kommune og Statens Kunstfond. Det gør alting meget sværere for os som forening, da vi nu er nødt til at tænke i helt andre baner økonomisk. Oprindeligt grundlagde vi foreningen med følgende formål:
at give os selv og andre muligheden for at opleve gode koncerter med (internationalt) anerkendte kunstnere, som spiller på et meget højt niveau, og som vi ikke ellers har haft adgang til i Aarhus-området
at alle medlemmer og andre interesserede skulle have en mulighed for dels selv at dygtiggøre sig på et instrument i et samspil med andre samt få et mere indgående kendskab til de enkelte genrer gennem jamsessions og workshops
at skabe koncerter inden for roots genren hvor musikere honoreres med fair løn. Hermed sikres det at Aarhus ikke forbigås når de udenlandske stjerner er på turne.
Og vi synes, at det i vid udstrækning er lykkedes for os. Roots Aarhus har afholdt to workshops (en i violin med Seàn Kellegher, og en i dobro med Philip Henry). Begge har været godt besøgt, og vi har fået store roser med på vejen af deltagerne. Vi har afholdt en enkelt oldtime/bluegrass jamsession, og det har også været et populært indslag blandt deltagerne, så vi arbejder videre med både workshops og jamsessions fremadrettet.
MEN vi har brug for jeres støtte, hvis det fortsat skal kunne lade sig gøre! Vi er så glade for vores forening, og energiniveauet i bestyrelsen er højt, men begejstring alene gør det ikke. Alle medlemmer af Roots Aarhus er vigtige, og hvis vi fortsat skal kunne løfte opgaven og give os selv og hinanden en mulighed for at mødes om musikken og fællesskabet, er det nødvendigt, at I kommer til arrangementerne og hjælper os med at udbrede kendskabet til os. Det kan man fx gøre ret nemt ved at dele vores begivenheder på sociale medier, så de bliver synlige for mange. Det vil betyde alverden for os.
I øjeblikket arbejder vi i bestyrelsen på højtryk for at skaffe midler til de kommende events. Vi søger legater og fonde i store mængder og håber, at vi fortsat kan have en forening med gode og hyggelige aktiviteter at samles om. Det er et stort arbejde, som vi håber kan være med til at bære os igennem til næste gang vi kan ansøge om honorarstøtte fra Aarhus Kommune og Statens Kunstfond.
Kommende arrangementer


Turf Rollers + old time jamsession

D. 14. januar får vi besøg af Turf Rollers, som er et oldtime band fra København.
Oldtime-genren er ikke så udbredt i Danmark, og her er en enestående mulighed for at høre musikken spillet af et band, som ellers kun sjældent besøger Jylland! Efter koncerten bliver musikerne og deltager i bluegrass/oldtime/country JAMSESSION og vi håber at rigtig mange vil være med igen!Koncerten starter kl 19.30 og jammen starter efter koncerten ca 21.00. Vi vil selvfølgelig opfordre alle til at komme til både koncert og jamsession – også de der ikke skal deltage som musikere i jamsession. Vi holder Maritza-salen åben, så der både kan jammes og snakkes/hygges og købes drikkevarer i baren. Vi håber at mange vil bakke op og få en hyggelig aften sammen med os.

Sted: Maritzasalen. Frederiksgade 78C, 8000 Aarhus C.

Tid: koncert kl. 19.30. Dørene åbner 30 minutter før.

Billetpris 200 kr / Medlemmer: 150 kr. / Unge u. 25: 100 kr. Billetter købes i døren eller via hjemmesiden.
Lyt til dem her


Fourth Moon med Ainsley Hamill

D. 8. februar kommer Fourth Moon. Fourth Moon spiller original virtuos keltisk folk/ klassisk kammermusik, og der venter os en stor oplevelse og en masse gåsehud. Sangerinden Ainsley Hamill synger helt fantastisk og tilmed på gælisk. Fourth Moon spillede på Tønder Festival i år, så nogle har allerede hørt dem, og ved hvad der venter os. Læs mere om Fourth Moon her: www.fourthmoonmusic.com
Koncerten vil blive afholdt på Teater Refleksion, Frederiksgade 72, 8000 Aarhus C.

Tid: koncert kl. 20.00. Dørene åbner 30 minutter før.

Billetpris 200 kr / Medlemmer: 150 kr. / Unge u. 25: 100 kr. Billetter købes i døren eller via hjemmesiden.

Lyt til dem her


Barslund & Tophøj og Michael McGoldrick, Dezi Donnelly & Jim Murray

D. 22. maj kommer Barslund & Tophøj og Michael McGoldrick, Dezi Donnelly & Jim Murray.
Dette er en unik mulighed for at høre verdensklasse irsk og dansk folk: McGoldrick og co. er velkendte og erfarne verdensstjerner, og Andreas Tophøj og Rune Barslund er to af de stærkeste navne i ny dansk folkemusik.

Information om sted og køb af billetter kommer snarest på hjemmesiden.
Lowlife Brotherhood
Bluegrass fra København. SOMMER 2023 – DATO OFFENTLIGØRES SNART
Lyt til dem her


The Alt

D. 7. november kommer The Alt som består af John Doyle, Nuala Kennedy og Eamon O’Leary. Du får her en koncert bestående af både medrivende sange og forrygende og dansevenlige tunes fra 3 af de største stjerner inden for den irske folkemusik. Læs mere om The Alt her: www.thealtmusic.com

Information om sted og køb af billetter kommer på hjemmesiden.Lyt her
Husk at der vil løbende komme flere arrangementer til, så hold som altid øje med hjemmesiden: rootsaarhus.dk, med Facebook, eller meld dig ind i facebookgruppen Roots Aarhus Fællesskab hvor alting også bliver lagt op.
Vi vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår. Vi er så glade for at i er her, og vi glæder os til at se, hvad dette nye år vil bringe for vores allesammens lille forening.
Logo
Copyright (C) 2022 Roots Aarhus. All rights reserved.

Leave a comment

ROOTS AARHUS NYHEDSBREV DECEMBER 2022 - Roots Aarhus